|

Søg

Søg
Close this search box.

|

Købeloven

Købeloven for brugte biler

Hvis du køber en brugt bil af en forhandler, skal sælgeren ifølge købeloven tilbyde dig 24 mdr reklamationsret. Af den grund er brugte biler hos en forhandler ofte også en smule dyrere end hos private sælgere. Men din sikkerhed ved at købe hos en forhandler er til gengæld langt større.

Hvad siger købeloven om brugte biler?

Du er ikke dårligere stillet som forbruger, blot fordi du vælger at købe en brugt bil frem for en ny. For købeloven giver dig 2 års reklamationsret på både brugte og nye varer. Dermed er købelovens reklamationsret også gældende for brugte biler.

Du kan med fordel finde en forhandler, som er medlem af DBFU, hvis du skal købe brugt bil. Så kan du være sikker på, at forhandleren kender til købelovens regler for brugte biler. DBFU består af et netværk af troværdige forhandlere, som stræber efter at forbedre synet på brugtvognsforhandlere i Danmark ved at følge en lang række salgsbetingelser. Det er din garanti for et godt køb.

Reklamationsret

Købeloven gælder for alle forhandlere. Det vil sige, at du er dækket af en 24 mdrs. reklamationsret som forbruger, hvis du køber en brugt bil hos en brugtbilsforhandler.

I praksis betyder reklamationsretten, at forhandleren er forpligtet til at udbedre eventuelle fejl på køretøjet i op til 2 år efter handlen. Hvis fejlene ikke kan udbedres, er forhandleren forpligtet til at bytte bilen. Hvis det ikke er muligt at ombytte eller reparere, kan du kræve pengene tilbage. Købeloven gælder for alle brugte biler, men bilens alder, købspris og stand har også en indflydelse. Hvis sælgeren eksempelvis har gjort opmærksom på eventuelle fejl ved annoncering eller i forbindelse med handlen, er disse naturligvis ikke omfattet af reklamationsretten.

Det er altså vigtigt at understrege, at reklamationsretten dækker fejl og mangler ved bilen, som var til stede på leveringstidspunktet. Det er ligeledes vigtigt, at du sørger for at gennemgå den brugte bil grundigt for skader og fejl, inden du skriver under på købet, da en brugt bil kan være beskadiget fra tidligere brug.

Hvornår skal du bevise, at bilen havde en fejl fra start?

Hvorvidt det er dig eller forhandleren, som skal bevise, om bilen havde fejl eller ej inden leveringstidspunktet afhænger af, hvor længe du har ejet bilen.

1-12 måneder

Hvis du har ejet din bil i maksimalt 12 måneder, er købeloven på din side. Her er du dækket af købelovens formodningsregel. Det vil sige, at man formoder, at bilen havde den pågældende fejl på leveringstidspunktet. Det er således op til forhandleren at bevise, at bilen ikke havde fejl, før du blev den nye ejer, for at undgå reklamation.

12-24 måneder

Er der gået mere end 12 måneder, skal du som forbruger kunne bevise eller sandsynliggøre, at en given fejl var til stede på leveringstidspunktet.

DBFU kan hjælpe med din slutseddel

Du skriver sammen med din forhandler under på en slutseddel i forbindelse med dit køb af en brugt bil. Slutsedlen er et bindende dokument. Her fremgår bilens oplysninger og eventuelle ekstra aftaler, som dig og din forhandler har indgået. Derfor er slutseddelen ofte et godt udgangspunkt, hvis du ønsker at benytte købelovens reklamationsret til biler til at reklamere over en fejl eller mangel.

Er du stadig i tvivl om, hvordan du står som køber af en brugt bil? Eller har du spørgsmål til en slutseddel hos et af vores medlemmer? Så er du meget velkommen til at rådføre dig med DBFU. Vi sidder klar til at rådgive dig om købeloven og køb af biler.

Du kan enten kontakte os på mail eller telefon.