Brugt Volkswagen

VW vinder for første gang Årets Brugtbil

VW Golf VII er netop kåret til at være det bedste brugtbilkøb for tiden. Modellen vinder finalerunden i Årets Brugtbil 2019 foran et skarpt finalefelt bestående af Ford Fiesta, Skoda Octavia, Nissan Qashqai og Skoda Superb samt vinderen.

”Volkswagen Golf i 7. generation er den mest overbevisende Golf længe. Teknikken er selv i dag på højde med helt nye biler, og generelt er det en meget solid bil. Udvalget af brugte biler er enormt, ja der er faktisk en Golf til alles smag, og der er endda plug-in-hybrider og elbiler til salg,” siger biljournalist Christian Schacht, der repræsenterer Jyllands-Posten i kåringen.

Det kan egentlig overraske, at en VW-model ikke tidligere har vundet Årets Brugtbil, da VW har været det bedste sælgende bilmærke i Danmark i en årrække. Det er dog først nu, at VW Golf ud fra en række tekniske kriterier vurderes til at være den bedste brugtbil af juryen.

”Volkswagen har afhjulpet de kedelige tekniske problemer med benzinturbomotorer og gearkasser, som opstod for efterhånden en del år siden, og derfor er det på tide at vurdere Golf som et fremragende brugtkøb. Golf VII er ekstremt populær hos ejerne, og er en allroundbil med god plads, der kan det hele. Jeg ville tage en 1,6 diesel med DSG-gear, der er billig i drift. Bemærk i øvrigt, at Golf VII er blandt de billigste brugte biler, når man ser på kroner pr. kilometer, ” lyder vurderingen fra biljournalist og jurymedlem Steen Bachmann fra Bilmagasinet.

Juryen, der består af tekniske eksperter og biljournalister, vurderer brugtbilerne ud fra en række kriterier såsom teknisk kvalitet, service- og reparationsomkostninger og værdi for pengene.

I øjeblikket er der omkring 500 eksemplarer af vindermodellen til salg på brugtbilmarkedet, når man ser på årgangene 2014 til 2016, og de koster i gennemsnit 168.000 kroner. Der er i øvrigt hele 1.350 Golf VII til salg i årgangene fra 2013 til 2019, hvilket er det højeste antal for en brugtbil i øjeblikket. Ifølge beregninger fra Bilbasen koster det godt to kroner pr. kilometer at køre i Årets Brugtbil, hvilket er blandt de billigste i mellemklassen som VW Golf tilhører.

“Da syvende generation af Golf var ny fremstod den slet og ret som bilen uden fejl. Og nu som Årets Brugtbil er den fortsat netop bilen uden fejl. Lige nu kører den samlede bilverden i den grad i retning af elbiler – underforstået i retning af mindre CO2-udslip. Vel er Golf VII ikke nødvendigvis en elbil, men den moderne benzinmotor med miljøteknik er med til at gøre netop denne bil tidssvarende også ind i 20’erne, ” siger Flemming Haslund, chefredaktør på Motormagasinet.

Det er 14. gang, at kåringen af Årets Brugtbil finder sted. Juryen vælger bilerne blandt det seneste års 125 mest solgte brugtbiler, der er fra tre til syv år gamle. Årets Brugtbil sætter fokus på de egenskaber, der gør en brugtbil til et godt køb, og det er yderst relevant i Danmark, hvor der hvert år handles over 500.000 brugte biler. I det perspektiv vinder VW Golf VII fra 2014 til 2016 altså Årets Brugtbil 2019.

 

Finalerundens resultat, Årets Brugtbil 2019:

  1. VW Golf VII 2014-2016 – 155 point
  2. Ford Fiesta 2013-2017 – 120 point
  3. Skoda Octavia 2013-2017 – 105 point
  4. Nissan Qashqai 2014-2017– 75 point
  5. Skoda Superb 2015-2017 – 55 point

 

Tidligere vindere af Årets Brugtbil

2018: BMW 1-serie, årgangene 2011-2015

2017: Ford C-MAX, årgangene 2010-2015

2016: BMW 3-serie, årgangene 2008-2012

2015: Mercedes C-klasse, årgangene 2007-2011

2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012

2013: Toyota Avensis, årgang 2007

2012: Honda Accord, årgang 2009

2011: Kia cee’d, årgang 2007

2010: Opel Astra, årgang 2005

2009: Ford Focus, årgang 2005

2008: Ford Mondeo, årgang 2004

2007: Mazda6, årgang 2003

2006: Škoda Fabia, årgang 2001

Læs mere

Skjul selv mindre ridser på din bil

ridser i bilen

Ridser i lakken pynter aldrig. Desuden giver ridser grobund for snavs – og dermed rust. Derfor kan det godt betale sig at få repareret dem i god tid. Dog kan skyhøje regninger fra mekanikeren eller pladeværkstedet dog godt afskrække mange billister fra at få gjort noget ved ridserne. Der er dog ingen grund til bekymring. Ganske vist kræver større og dybere ridser professionel assistance, men du kan faktisk reparere de fleste ridser selv.

Læs mere

Gode råd til den perfekte bilvask

bilvask

Der er god grund til at holde din bil ren. Dels ser en blankpoleret bil pænere ud. Men endnu vigtigere holder din bil også længere, hvis du vasker den med jævne mellemrum. Snavs holder nemlig på fugten, og dermed giver en snavset bil også risiko for rust og skader i lakken. Derfor er det vigtigt, at du giver din bil en grundig vask i ny og næ – især om vinteren, hvor vejret generelt er mere fugtigt. Men hvordan får du den perfekte bilvask? Vi har samlet en håndfuld gode råd.

Forbered bilen til vaskehallen

Manuel vask er helt klart den mest grundige løsning, når bilen skal være ren. Vask i hånden tager dog lang tid, hvorimod tankstationernes vaskehaller klarer jobbet på få minutter – oven i købet med et fornuftigt resultat.

Det kan dog godt betale sig at forberede bilen manuelt, inden du kører den ind i vaskehallen. Det gør du bedst ved at give bilen en omgang sæbevand, så snavset bliver blødt op.
Giv desuden forrude, front, nummerplader og fælge en omgang med vand og børste. Pas også på viskebladene på vinduesviskerne, som nemt tager skade af vaskens kemikalier. Dæk dem eventuelt til med de vaskeposer, du ofte finder på tankstationens klargøringsområde.

Vælg den billigste vask

Den automatiske vask kommer ikke ind i alle hjørner og kroge af bilen, og desuden kan visse funktioner i vaskehallen være direkte skadelige for din bil. Eksempelvis gør undervognsvask ofte mere skade end gavn. Trykket i dyserne til vasken er nemlig meget højt, og da dyserne også sidder meget tæt på bilens undervogn, ødelægger de rustbeskyttelsen på undervognen.

Derfor bør du altid vælge den billigste vask og som supplement spule undervogn og hjulkapsler med en vandslange. Det giver et langt mere effektivt resultat og sparer dig for rust på grund af ophobet snavs og ødelagt rustbeskyttelse.

Vask bilen i hånden 2-4 gange årligt

Sæt en time eller to af til en manuel håndvask mindst to gange om året – og gerne flere. Det sikrer, at du får fjernet ophobet snavs. Det er dog vigtigt, at du rengør bilen med en blød børste, så du skåner lakken mest muligt. Undgå at trykke for hårdt, og brug rigelige mængder vand.

Giv desuden bilen en manuel lakforsegling én gang om året. Drop forseglingen i vaskehallen. Ligesom den automatiske undervognsvask er den automatiske forsegling heller ikke særlig effektiv.

Læs mere

Sådan kører du længere på literen

Sådan kører du længere på literen

Tocifrede literpriser på benzin og mange kørte kilometer er lig med store udgifter. Livet som bilejer er dyrt, og brændstof er bestemt en af de større poster blandt biludgifterne. Du kan dog selv gøre en del for at køre længere på literen og dermed spare penge til brændstof. Vi har samlet en guide, som kan hjælpe dig med at sænke dit brændstofforbrug. Læs med, og spar penge – og skån miljøet.

Let foden fra speederen

Kørsel i byområder betyder mange standsninger og igangsætninger – og dermed et højere brændstofforbrug. Du kan dog minimere forbruget væsentligt ved at slippe speederen i god tid, undgå at koble ud og lade motoren bremse, mens du har bilen i gear. Desuden kan du med fordel undgå at gasse for meget op, når du accelererer.

Kør i højt gear

Når du kører i lave omdrejninger, sætter du også dit forbrug af brændstof ned. Undgå derfor at køre gearene helt ud, og sæt bilen i et højt gear, når du har nået den ønskede hastighed. I byzoner, hvor hastighedsgrænsen ofte er 50 km/t, er fjerde eller femte gear optimalt, mens femte gear – eller sjette gear hvis bilen har sådan et – med fordel kan bruges på landevej og motorvej.

Hold øje med dæktrykket

Mange billister er slemme til at glemme at tjekke dæktrykket. Dæktrykket har dog stor betydning for brændstofforbruget. Faktisk betyder kørsel med kun 0,5 bar for lavt tryk op til 3 % større forbrug af brændstof. Derfor kan det godt betale sig at holde øje med dæktrykket. Du kan for det meste finde det optimale dæktryk i bunden af venstre dørstolpe eller i låget til tankdækslet.

Sæt farten ned

Din bil forbrænder omkring 20 % mere brændstof ved en hastighed på 130 km/t, end den gør ved 110 km/t. Derfor kan du spare mange penge ved at sætte farten ned på motorvejen. Den øgede vindmodstand ved høje hastigheder sætter nemlig din bils kræfter på prøve, og det kan ses på benzinmåleren. Hold dig derfor til en lav hastighed, og undgå ekstra udgifter til brændstof – og fartbøder. Hvis din bil har fartpilot, kan du med fordel lade den styre hastigheden.

Sluk for klimaanlægget

De færreste har klimanlægget i tankerne, når de tænker brændstofforbrug. Men faktisk øger en tændt aircondition forbruget af brændstof med op til 15 %. Så sluk for klimaanlægget, medmindre du finder det strengt nødvendigt. Det kan spare dig for mange penge.

Læs mere

Det skal du altid have i din bil

Som bilist er det vigtigt at være forberedt på kritiske situationer, og derfor skal din bil til hver en tid indeholde det nødvendige udstyr til at redde dig ud af en knibe, stor eller lille.

Læs mere

Kør i højest mulige gear – og spar brændstof

spar benzin - kørt i højt gear

I de fleste nye biler viser en gearskifte-indikator, hvornår det er tid til at skifte gear. Indikatoren er en ganske nyttig rettesnor til at spare brændstof på korrekt gearskifte. Dog er den slags luksus sjældent at finde i ældre biler, så hvis din bil har flere år på bagen, må du ty til omdrejningstælleren og din egen fornemmelse. Men hvordan skifter man – set ud fra et økonomisk perspektiv – egentlig gear optimalt? Vi har lavet en lille guide til, hvordan du sparer penge på dine gearskift.

Læs mere

Nyheder |

Meninger og forslag, der er til gavn for dig,
som vil sælge eller købe en brugt bil.

Kontakt

Dansk Bilforhandler Union
Broholmvej 152
4220 Korsør

77 77 40 00
info@dbfu.dk

OBS! Forbrugerhenvendelser kun skriftligt via mail.

Følg os

[buttons]