|

Søg

Søg
Close this search box.

|

Hvornår skal jeg skifte dæk?

Del DENNE SIDE

Er du i tvivl, om hvor ofte du skal skifte dæk, er her et par gode tips. Typisk skal du skifte dæk to gange om året, når du skifter mellem sommer- og vinterdæk og tilbage igen, derudover anbefaler vi at dækkene bliver udskiftet, hvis de er mere end 5 år gamle. Du kan vælge selv at skifte dæk eller få dit lokale værksted til at gøre det for dig.

Sommerdæk er den mest økonomiske løsning, mens vinterdæk er den sikreste

Det er vigtigt at skifte mellem sommer- og vinterdæk, da vinterdækkene sikrer, at du bedre kan styre bilen i frost, sne og på isglatte veje eller våde veje . Vinterdækkene sørger for, at du kan bremse bedre, og bilen er generelt mere stabil.

Sommerdæk har en længere bremselængde end vinterdæk i glat føre og er dermed ikke ligeså sikre som vinterdækkene. Til gengæld bliver sommerdækkene ikke ligeså hurtigt slidte og skal derfor ikke skiftes ligeså ofte. Af den grund anbefales det at køre på sommerdæk i de varme måneder, hvor risikoen for at skride er mindre, og skifte til vinterdæk i de kolde måneder, hvor der er større risiko.

Det optimale tidspunkt at skifte til vinter- og sommerdæk varierer fra år til år alt efter vejret, og om der fx er sne ind i forårsmånederne. En god anbefaling er at skifte til vinterdæk, når morgen- og aftentemperaturen når ned på 7 grader eller derunder, og skifte tilbage til sommerdæk i april måned. Jo længere inde i april des sikrere.

Mønsterdybde og dæktryk

Udover at skifte mellem sommer- og vinterdæk skal du også være opmærksom på, hvornår disse dæk skal udskiftes til nye. En god indikator for om dækkene skal skiftes er mønsterdybden i dækkene. Ifølge Færdselsloven skal bildæk have en mønsterdybde på minimum 1,6 mm, men vi anbefaler, at du har ca. 3 mm mønsterdybde på dine sommerdæk og 4 mm på dine vinterdæk. Du kan måle det med en helt almindelig lineal med millimeter-markering.

Dine dæk skal også skiftes, hvis de viser tegn på ældning eller unormal slitage, er beskadigede eller punkterede. Er du i tvivl om dine dæk skal skiftes, så få det undersøgt hos din bilforhandler eller på dit nærmeste værksted.

En sidste ting, du skal tænke over, er dæktrykket. Hvis du fx rejser på ferie med en del bagage og/eller mennesker i bilen, vil det lægge mere tryk på dækkene, og der skal derfor mere luft i dem. En generel regel er, at jo flere mennesker eller kilo bagage i bilen, des højere dæktryk dvs. mere luft i dækkene. Bilens brugsanvisning guider dig i det optimale dæktryk til din bil.

Hvis du har yderligere spørgsmål eller brug for rådgivning, så er du hjertelig velkommen til at kontakte DBFU på tlf. 30308478 eller på info@dbfu.dk.