30 30 84 78 | info@dbfu.dk | Login

Skjul selv mindre ridser på din bil

ridser i bilen

Ridser i lakken pynter aldrig. Desuden giver ridser grobund for snavs – og dermed rust. Derfor kan det godt betale sig at få repareret dem i god tid. Dog kan skyhøje regninger fra mekanikeren eller pladeværkstedet dog godt afskrække mange billister fra at få gjort noget ved ridserne. Der er dog ingen grund til bekymring. Ganske vist kræver større og dybere ridser professionel assistance, men du kan faktisk reparere de fleste ridser selv.

Læs mere

Gode råd til den perfekte bilvask

bilvask

Der er god grund til at holde din bil ren. Dels ser en blankpoleret bil pænere ud. Men endnu vigtigere holder din bil også længere, hvis du vasker den med jævne mellemrum. Snavs holder nemlig på fugten, og dermed giver en snavset bil også risiko for rust og skader i lakken. Derfor er det vigtigt, at du giver din bil en grundig vask i ny og næ – især om vinteren, hvor vejret generelt er mere fugtigt. Men hvordan får du den perfekte bilvask? Vi har samlet en håndfuld gode råd.

Forbered bilen til vaskehallen

Manuel vask er helt klart den mest grundige løsning, når bilen skal være ren. Vask i hånden tager dog lang tid, hvorimod tankstationernes vaskehaller klarer jobbet på få minutter – oven i købet med et fornuftigt resultat.

Det kan dog godt betale sig at forberede bilen manuelt, inden du kører den ind i vaskehallen. Det gør du bedst ved at give bilen en omgang sæbevand, så snavset bliver blødt op.
Giv desuden forrude, front, nummerplader og fælge en omgang med vand og børste. Pas også på viskebladene på vinduesviskerne, som nemt tager skade af vaskens kemikalier. Dæk dem eventuelt til med de vaskeposer, du ofte finder på tankstationens klargøringsområde.

Vælg den billigste vask

Den automatiske vask kommer ikke ind i alle hjørner og kroge af bilen, og desuden kan visse funktioner i vaskehallen være direkte skadelige for din bil. Eksempelvis gør undervognsvask ofte mere skade end gavn. Trykket i dyserne til vasken er nemlig meget højt, og da dyserne også sidder meget tæt på bilens undervogn, ødelægger de rustbeskyttelsen på undervognen.

Derfor bør du altid vælge den billigste vask og som supplement spule undervogn og hjulkapsler med en vandslange. Det giver et langt mere effektivt resultat og sparer dig for rust på grund af ophobet snavs og ødelagt rustbeskyttelse.

Vask bilen i hånden 2-4 gange årligt

Sæt en time eller to af til en manuel håndvask mindst to gange om året – og gerne flere. Det sikrer, at du får fjernet ophobet snavs. Det er dog vigtigt, at du rengør bilen med en blød børste, så du skåner lakken mest muligt. Undgå at trykke for hårdt, og brug rigelige mængder vand.

Giv desuden bilen en manuel lakforsegling én gang om året. Drop forseglingen i vaskehallen. Ligesom den automatiske undervognsvask er den automatiske forsegling heller ikke særlig effektiv.

Læs mere

Dæktrykkets betydning for din sikkerhed og økonomi

Dæktrykkets betydning for sikkerhed og økonomi

Dæktryk

Mange billister skænker sjældent dæktrykket en tanke. Faktisk kører op til 50 % af de danske billister rundt med forkert dæktryk. Dæktrykket har dog stor betydning for både sikkerhed og økonomi, så der er god grund til at holde øje med det. Men ved du egentlig, hvad der sker, hvis trykket i dækkene er for lavt?

Betydning for sikkerheden

Først og fremmest har dæktrykket stor betydning for sikkerheden. Et for lavt dæktryk forringer nemlig bilens styreegenskaber. Bilen kommer nemmere i slinger, når trykket er for lavt, fordi berøringsarealet med vejbanen bliver væsentligt mindre. Desuden har bilen sværere ved at navigere og ved at tage skarpe sving ved for lavt dæktryk.

Ikke mindst forringer et lavt dæktryk også bremseegenskaberne, da et fladt dæk har sværere ved at overføre optimal bremsekraft. Det betyder blandt andet, at bilens ABS- og ESC-systemer mister deres fulde potentiale. Ikke mindst betyder det også længere bremselængder – og dermed større risiko for uheld.

Et for lavt dæktryk forringer også bilens evne til at forcere ujævnheder på vejbanen. Dermed føles det som om, at du kører med dårlige støddæmpere. Bilen sejler af sted, og den hopper hen over selv små bump og fordybninger i vejen. Et forkert dæktryk øger også risikoen for akutte dækskader – især på tungt læssede biler – og kan dermed være direkte livsfarligt.

Betydning for økonomien

Selvfølgelig er sikkerheden alfa og omega, når du sætter dig ind i din bil. Men økonomien har også styr betydning for de fleste. Som bilejer er pengepungen allerede hårdt prøvet, men et lavt dæktryk pynter altså ikke på budgettet. Så set ud fra et økonomisk perspektiv, kan det også godt betale sig at holde øje med dækkene.

Kørsel med lavt dæktryk medfører først og fremmest større slitage på dækkene. Det betyder, at dækkene holder i kortere tid – og dermed også større udgifter til nye dæk. Foruden er et lavt dæktryk lig med højere forbrug af brændstof. Hvis du kører med blot 0,5 bar for lavt tryk i dækkene, øger du dit brændstofforbrug med op til 3 %.

Tjek trykket

Hvis du ikke vil sætte sikkerheden og økonomien over styr, bør du tjekke dæktrykket med jævne mellemrum – cirka en gang om måneden. Gerne oftere i de kolde måneder, da kulde får trykket til at dale. Det optimale dæktryk finder du i enten i bunden af venstre dørstolpe, i låget af tankdækslet eller i bilens instruktionsbog. Sørg for at trykket er korrekt på alle fire hjul. Der er nemlig ofte forskel på for- og baghjul.

Læs mere

Nyheder |

Meninger og forslag, der er til gavn for dig,
som vil sælge eller købe en brugt bil.

Kontakt

Dansk Bil Forhandler Union
Broholmvej 152
4220 Korsør

30 30 84 78
info@dbfu.dk

Følg os

[buttons]